Psykolog

GBF kan i perioden 2021 - 2024 tilbyde online undervisning, gruppeforløb og rådgivningsforløb ved Psykolog Charlotte Jensen, da foreningen har modtaget midler fra Socialministeriets Ansøgningspulje til pårørendekonsulenter mv. på handicapområdet,

Charlotte Jensen er uddannet psykolog i 2004 og er privatpraktiserende psykolog i Aarhus, hvor hun både har fysisk konsultation, onlineterapi samt telefoniske rådgivnings og samtale-forløb.

Siden hun blev uddannet har hendes primære arbejdsområde været handicaps, kronisk og/eller alvorlig sygdom hos såvel børn som voksne.

Hun har deltaget på familie-weekenderne i GBF siden 2005, hvor hun dels underviser forældrene, dels har børnegrupper for såvel barnet med gigt som for de raske søskende.

Nogle af de problematikker Charlotte arbejder med som dagligt er bl.a.: stik-angst hos børn, støtte børns smertemestring, støtte børns mestring af at skulle på hospitalet, behandlings-traumer hos børn, akut krise hos forældre, når et barn får konstateret en sygdom, forældres bearbejdning af at have en kronisk sygt barn,  støtte forældres evne til at drage egenomsorg, støtte forældre til at få skabt konstruktive vaner og måder at håndtere gigten på samt rådgivning og støtte til, hvordan forældre også kan tage vare på det raske barns behov.

Charlotte har været konsulentansat som psykolog for Cystisk Fibrose Foreningen fra 2017-2022, hvor hun har haft psykologforløb med børn, unge og voksne med Cystisk Fibrose samt pårørende.

Desuden samarbejder hun tæt med FAVN (Børnecancerfonden), hvor hun dels laver terapi med børn, der har afsluttet et kræftforløb, dels har samtaleforløb med forældre til børn med kræft eller med forældre, der har mistet et barn. Hun er desuden gruppeleder for samtalegrupper for forældre, der har mistet et barn pga. kræft.

Yderligere har Charlotte et tæt samarbejde med bl.a. Parkinsonforeningen og Randers Sundhedscenter og er desuden ude og undervise i mange forskellige patientforeninger flere gange om året. Hun har desuden i nogle år arbejdet for Kræftrådgivningen samt i det Palliative Team på Aarhus Sygehus.

Charlotte har skrevet bogen: ”Det kronisk syge barn – og livet i familien” og er medforfatter til bogen: ”Smerter hos børn –  indsigt, mestring, lindring”.

Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System